Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Det Danske Klasselotteri A/S

|
Storkøbenhavn
|
Indrykket 07-05-2021

Erfaren og initiativrig multimediedesigner søges

Har du fingeren på den æstetiske, kreative og kommercielle puls? Kan du tænke i kunderejser og se langt ud i den digitale horisont? Kan du gribe opgaverne i luften og drible dem sikkert i mål? Så vil vi gerne høre fra dig hos Klasselotteriet. Vi søger en multimediedesigner med erfaring og drive, som kan og vil sætte sit præg på Klasselotteriets identitet og vores kommunikation på tværs af platforme.

Vil du være med til at sætte kursen for Klasselotteriet?

Vi ønsker os en stilsikker multimediedesigner, som brænder for design og kan forene tekst, lyd, grafik, animation og video i indhold, der skiller Klasselotteriet ud fra mængden. Samtidig skal vores nye kreative kollega være med til at udvikle Klasselotteriets brand, så Danmarks ældste lotteri kan vokse med fornyet styrke.

Er du dygtig til at bruge hele den digitale multimedieværktøjskasse, og kan du tage ejerskab på dine opgaver, så har vi en virkelig spændende stilling til dig. Du får både indflydelse og frihed til at være kreativ og proaktiv i en virksomhed, som ikke er bange for at gå nye veje både teknologisk, visuelt og grafisk.

Hvad skal du lave…

Vi er lige nu i fuld gang med at skabe en ny kommunikationsplatform og visuel identitet, og du bliver en af de bærende kræfter i dette projekt. Ud over at være med til at sætte retningen og sikre det rette DNA, skal du folde dine talenter ud på tværs af Klasselotteriets platforme og visuelle touchpoints – og du kommer bl.a. til at:

  • Udvikle og producere content til Klasselotteriet.dk, designe nyhedsbreve og meget andet grafisk materiale – fx til vores forhandlere
  • Udvikle, varetage og producere animations- og videomateriale til især sociale medier, nyhedsbreve og Klasselotteriet.dk
  • Opbygge universer og landingssider på Klasselotteriet.dk
  • Opsætte tryksager grafisk ind i mellem

Jobbet er en fuldtidsstilling med forventet start august 2021. Vi holder til på Rådhuspladsen 2 i København, men flytter i slutningen af august til nye og moderne lokaler på Vesterbrogade 6.

Hvem er du…

Det er vigtigt, at du er kreativt stærk, kan tænke konceptuelt og er god til at opdage og udnytte nye, digitale platforme og værktøjer – og at du er en stærk holdspiller fra start til mål. Du tager ansvar for dine projekter og følger altid dine opgaver til dørs.

Klasselotteriet er en dynamisk arbejdsplads, hvor tempoet kan være højt og deadlines korte. Så du skal kunne holde hovedet koldt, mens du eksekverer opgaverne uden at gå på kompromis med kvaliteten. Til gengæld får du nogle dygtige og glade kolleger. De glæder sig til at skabe resultater sammen med dig, og vi forventer helt konkret, at:

  • Du er uddannet inden for multimediedesign, grafisk design eller lignende
  • Du har solid erfaring med idéudvikling, grafisk design og meget gerne websites fra en lignende stilling
  • Du behøver ikke at have brancheerfaring, men det er klart en fordel
  • Du har arbejdet med både lyd, animation og video før
  • Du har en grundlæggende viden om e-commerce, web og B2C-marketing med fokus på den gode brugeroplevelse
  • Du er en erfaren bruger af Creative Suite og har styr på Adobe Photoshop, - InDesign, - Illustrator, - After Effects, - Premiere Pro, - Audition, - XD (Experience Design)

Hvem er vi…

Klasselotteriet har i næsten 270 år været en af danskernes foretrukne kilder til drømme og underholdning. I dag er vi en dynamisk virksomhed, som er blevet digitaliseret i takt med samfundsudviklingen. Siden 2012 har vi brugt vores overskud til udlodningsmidler. Det betyder, at vi fx støtter en række sports- og idrætsorganisationer, friluftsliv, kunst og kultur, ungdoms- og folkeoplysning samt sociale organisationer. Støtte til samfundet er nemlig en vigtig værdi for Klasselotteriet – men det er mindst lige så vigtigt for os at skabe et rart og sjovt arbejdsmiljø. Vi er en mindre organisation med god kommunikation og en uformel tone, hvor der er plads til alle.

Lyder det som dig – så søg nu!

Vi afholder samtaler løbende og tager annoncen ned, når vi har fundet den rette. Så send os din ansøgning og dit CV hurtigst muligt og senest 25. maj 2021 – og send gerne et link til dit online portfolio med, så vi kan se, hvad du kan. Vi glæder os til at høre fra dig!

Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Marketingdirektør Terese Johannesen på 9393 0845.


Se mere på vores ansøgersite: https://klasselotteriet.ofir.com



Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=75028d59)


Du må meget gerne skrive i din ansøgning, at du så jobbet på tljob.dk
Det Danske Klasselotteri A/S
Rådhuspladsen 2
1550 København V
Kontakt
 
Telefon
93930845
Adresse
1550 København V
Danmark
Oprettet:
07-05-2021
Udløber:
10-06-2021
Kviknummer:
LJA-82068499
Jobtype:
Fuldtid
Arbejdsområde:
Webdesign, animation og grafik