Københavns Kommune

|
Storkøbenhavn
|
Indrykket 13-09-2022

Energirådgiver til Faciliteter i Kultur- og Fritidsforvaltningen

Energirådgiver til Faciliteter i Kultur- og Fritidsforvaltningen

I Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) satser vi på energirigtig drift, som en afgørende indsats i Københavns Kommunes energistrategi. Vi er på jagt efter en ny, innovativ og dygtig energirådgiver til vores energiteam. Så måske er du vores nye kompetente og ansvarlig kollega?

Det er blandt vores fornemmeste opgaver i KFF Faciliteter at drive og vedligeholde forvaltningens 110 fysiske lokationer, der omfatter biblioteker, kulturhuse, spillesteder, museer, svømmehaller, idrætshaller og idrætsanlæg. Geografisk dækker vi hele Københavns Kommune med kultur- og idrætsfaciliteter til glæde for mere end 630.000 københavnere.

Om jobbet
Hos KFF Faciliteter er energiområdet organisatorisk en del af Team Sekretariat, Byggeri og Miljø med en leder, to fagkoordinatorer og 12 medarbejdere.

Her vil du indgå i en energigruppe på tre mand, hvor arbejdet i det daglige koordineres af en fagkoordinator. Din opgave bliver bl.a. at hjælpe og rådgive vores viceværter med identificering og gennemførelse af de rette energirigtige tiltag, der kan sikre energibesparelser indenfor varme, el og vand gennem energirigtig drift hos KFF’s kultur- og idrætsfaciliteter.

På energiområdet har vi en bred samarbejdsflade. Vi arbejder blandt andet tæt sammen med forvaltningens byggesagkyndige medarbejdere om vedligeholdelse af forvaltningens faciliteter, forvaltningens miljøkonsulent om miljørigtig drift, lederne på kultur- og idrætsfaciliteterne om løsninger til deres behov og ikke mindst med kommunens tværgående tekniske fagmedarbejdere med ansvar for Københavns Kommunes ejendomme.

Om dig
Du er uddannet energiteknolog eller lignende. Du har eventuelt en håndværksbaggrund – gerne i VVS, ventilation eller el.

Du matcher de fleste af nedenstående kvalifikationer

  • Du har flair og interesse for energioptimeret drift
  • Du har erfaring med styring af varme- og ventilationsanlæg (CTS)
  • Du har erfaring med indregulering af varmeanlæg samt styring af automatikanlæg
  • Du har styr på tryk, flow og temperaturforhold og ved, hvordan de hænger sammen med afkølingen, og hvor i anlægget afkølingen kan opnås. Du kender forskellene på diverse fjernvarmeanlæg
  • Du er initiativrig, målrettet og arbejder struktureret og systematisk, når du gennemfører dine opgaver
  • Du ser dig selv som samarbejdsorienteret og udstråler et højt engagement. Derudover har du gennemslagskraft, når du løser dine opgaver
  • Du har god dataforståelse og kan håndtere større datamængder til brug for rapportering og planlægning
  • Du skal have lyst til at gå forrest i bestræbelserne på at reducere energiforbruget i vores forvaltning og ikke mindst samarbejde på kryds og tværs med forskellige interessenter, institutionsledere samt hands-on-folkene
Dine primære opgaver vil være

  • Gennemgang af tekniske installationer for fejl og mangler
  • Systematisk og vedvarende gennemgang af de tekniske anlæg i samarbejde med de lokale driftsmedarbejdere
  • Deltagelse i energioptimerende business cases
  • Vejledning af viceværterne i styring af de forskellige varme- og ventilationsanlæg
  • Deltagelse i diverse energiprojekter
Om KFF Faciliteter
Udover energirigtig drift og bygningsvedligehold af KFF’s 110 faciliteter, står KFF Faciliteter også for arealplejen af alle boldbaner, yder viceværtsservice til alle biblioteker, idrætsanlæg og kulturhuse i Københavns Kommune. KFF Faciliteter driver alle svømmehaller, friluftsbade, havnebade og strande i Københavns Kommune. Endelig står KFF Faciliteter for natteværterne i det københavnske natteliv, havneværterne i Københavns Havn, og servicerunderinger om aftenen på alle faciliteterne.

KFF Faciliteter består organisatorisk af tre serviceområder og en stab, der igen er delt i tre teams: Sekretariat, Byggeri og Miljø, Strategi og Projekter og Økonomi og Data. Der er ca. 350 ansatte i KFF Faciliteter. Du vil blive en del af Sekretariat, Byggeri og Miljø.

Ansættelsesforhold
Fysisk bliver dit arbejdssted på Nyropsgade i København V.

Vi tilbyder løn- og ansættelsesvilkår efter kvalifikationer i henhold til gældende overenskomst.

Stillingen er på fuld tid, der er er mulighed for fleksibel arbejdstid indenfor jobbets rammer og ønskes besat pr. 1. december 2022 eller snarest muligt.

Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte fagkoordinator Flemming Mortensen på 2182 5542.

Søg via linket senest torsdag den 6. oktober 2022
Første samtalerunde bliver afholdt i uge 41.

Kultur- og Fritidsforvaltningen
I Kultur- og Fritidsforvaltningen tror vi på, at tillid og samarbejde både øger medarbejdernes trivsel og højner kvaliteten, produktiviteten og vores evne til at gå nye veje.


Du må meget gerne skrive i din ansøgning, at du så jobbet på tljob.dk
Københavns Kommune
Borups Allé 177
2400 København NV
Telefon
23229010
Kontakt
 
Telefon
21825542
Adresse
2400 København NV
Danmark
Oprettet:
13-09-2022
Udløber:
06-10-2022
Kviknummer:
LJA-84025850
Jobtype:
Fuldtid
Arbejdsområde:
Installation, energi og miljø